Kommunikationsvej

 

Kommunikationsvej: (Almen henvendelses procedure)

Den involverede voksne: Hvis man har spørgsmål eller brug for at udtrykke utilfredshed med noget, som vedrører forhold i undervisningen, friskolens dagligdag eller timerne, rettes henvendelsen til den involverede voksne. Hvis der efter flere forsøg ikke er fundet en løsning på et evt. problem, involveres skoleledelsen i problemet.

Skoleledelsen: Har ansvaret for den daglige pædagogiske ledelse af skolen i henhold til gældende love, bekendtgørelser og ministerielle forskrifter.

De skal sikre, at alt kører efter fælles bedste og en henvendelse vil altid få en saglig behandling.

Den pædagogiske ledelse er deres ansvar, hvis den er ude af trit med flertallets ønsker, kan de afskediges på en generalforsamling.

Bestyrelsen: Varetager overordnede spørgsmål til friskolens styring mv. - jævnfør vedtægterne, - en henvendelse til bestyrelsen, som ønskes behandlet på et bestyrelsesmøde sendes skriftligt til bestyrelsesformanden.

Generalforsamling: Personsager kan ikke diskuteres på generalforsamlingen. Forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal jf. vedtægterne være skriftligt indgivet til bestyrelsen senest den 1. februar.

Ekstraordinær generalforsamling: Hvis en overordnet problemstilling er af presserende art, kan der afholdes ekstraordinær generalforsamling. Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes af bestyrelsen, når et mindretal på mindst 3 medlemmer af bestyrelsen eller mindst 1/3 af forældrekredsen og skolekredsens medlemmer skriftligt kræver det. Den indkaldes som en ordinær generalforsamling, hvor problemindehaveren redegør for problemstillingen. Dagsorden skal oplyses ved indkaldelse.

Tavshedspligt: Friskolens personale og bestyrelsesmedlemmer har tavshedspligt, eventuelle konflikter vil blive behandlet sagligt, og navnet på den, der har henvendt sig, vil ikke fremgå af noget referat, hvis vedkommende ikke ønsker det. Det er dog sådan, at navnet på personen, der har henvendt sig, altid vil blive nævnt under sagsbehandlingen.

Opfordring: Der opfordres til, at alle deltager i at bevare den gode stemning ved, at man ikke taler om evt. konflikter eller utilfredshed, mens børnene hører på. Hvis børnene først er involverede, er det så godt som umuligt at komme videre. Vi ønsker at kommandovejen (den almene henvendelses procedure) følges, så vi undgår ”snak i krogene”. Få hellere problemet ”frem i lyset”, så vi kan se på det i fællesskab og opfordre andre til at gøre det samme. Hvis man alligevel har svært ved – indenfor rimelighedens grænser – at finde fælles værdier med friskolen, opfordres man til at finde en anden skole, frem for at skade friskolen indefra.

Friskolen i Lemming - Lene og Ole Kamp- skoleledere | Lemming bygade 2a, 8632 Lemming  | Tlf.: 8685 9333 | friskolenilemming@gmail.com