N.F.S Grundtvig

Nikolaj Frederik Severin Grundtvig blev født d. 8. september 1783 i Udby på Sydsjælland. Hans far, Johan Grundtvig, var præst og hans mor Cathrine Marie Bang var hjemmegående - en viljestærk og praktisk begavet personlighed med valgsproget: "Hellere død end raadvild". I Udby gjorde en revolutionært sindet ny skoleholder indtryk på den lille Grundtvig. Som niårig blev han sendt til Tyregod ved Vejle, hvor sognepræsten Laurits Feld underviste ham privat sammen med tre jævnaldrende drenge. Seks år efter kom Grundtvig til Århus Katedralskole, hvor en moderne pædagog fik betydning for eleven. Grundtvig blev her undervist i samtidslitteratur, levende fremmedsprog og samtalende undervisning. Som 17 årig dimitterede han fra Københavns universitet, hvor han tog eksamen i artium. Herefter begyndte han at læse teologi.

I vinteren 1802 og foråret 1803 fulgte han sin 10 år ældre fætter Heinrich Steffens, hvor han blev gjort bekendt med moderne (dvs. romantisk) filosofi og Goethes forfatterskab. I foråret 1805 ankom Grundtvig til herregården Egeløkke på Langeland. Her forelskede Grundtvig sig hovedkuls i den 28 årige adelsfrue Constance Steensen-Leth, moderen til hans lille elev, Carl. Grundtvig prøvede at fortrænge sine følelser i energiske studier af nordisk mytologi, tysk litteratur og æstetik. Carl huskede ham senere som en streng, kantet, nærmest hidsig lærer. Grundtvig begyndte her at skrive tidsskrifter, og en af disse ledte ham til at blive mere kendt i København end hidtil. Han indså, at skulle han gøre sig gældende i samtiden og i samfundsdebatten, skulle han rejse tilbage til København. Inden han forlod Langeland, stiftede han bekendtskab med Peter Willemoes, dansk søofficer og helt i 1801 under Slaget på Reden. Grundtvig holdt sin dimisprædiken (en teologisk eksamensopgave) i Regenskirken og publicerede den, hvad der førte til en klagesag fra nogle københavnske præster. Enden på det, blev at Grundtvig fik en irettesættelse fra konsistorium. I april 1810 led han af en længerevarende tandpine og lige før jul i 1810 brød han sammen i sit første sindssygeanfald med hallucinationer og selvanklager. Sibbern, (dansk filosof 1785-1872) bragte ham hjem til Udby efter en bevæget rejse, hvor han i Vindbyholt Kro troede at klamres med djævelen i skikkelse af en kvælerslange. I barndomshjemmet faldt han så meget til ro, at han ved nytårstid kunne vende tilbage til København. Det, der også voldte ham kvaler var, at moderen på et tidligere tidspunkt bad Grundtvig om at komme hjem og afløse faderen, der var blevet gammel, men hvor Grundtvig afslog pga. sit virke i København.

I foråret vaklede Grundtvigs helbred stadig. Han plagedes af fysisk træthed, manglende koncentration og seksuelle fantasier. Han led måske af manio-depressiv. Sidst i maj ordineredes han i Trinitatis Kirke og indsattes i Udby kirke. Han blev sidst på året forlovet med præstedatteren Lise Blicher fra Gunslev præstegård på Falster. Grundtvigs far døde i 1813 - Grundtvig søgte hans embede, men fik det ikke, derefter forlod han og moderen Udby for at flytte til København.

I de følgende år var Grundtvig uden kirke og menighed, men han gæsteprædikede fra tid til anden i københavnske og sjællandske kirker; han søgte adskillige embeder dog uden resultat. Han fik økonomisk støtte fra venner, da han ikke tjente noget videre i disse år - han var ugle set i København.

I 1818 ægtede han Lise Blicher og parret fik tre børn, Johan, Svend og Meta. I 1822 døde hans gamle mor.

I 1825 gjorde Grundtvig sin "mageløse" opdagelse af det levende mundtlige ord fra Kristus selv i den apostoliske trosbekendelse. Grundtvig stødte konstant på modstand. Han blev forbudt at fejre Ansgarjubilæet med egne salmer i sin kirke. Han skrev polemiske tekster, som han udgav uden blusel, og pådrog sig derefter livslang censur. Han fik dog lov til at være aftensangspræst i Frederiks tyske kirke (nu Christianskirken) på Christianshavn. Inden denne censur havde han fået kongelige bevillinger til at tilbringe somrene i England med studier i angelsaksisk litteratur og historie. I 1830 mødte han i London den 26 årige Clara Bolton, som han fandt var den mest betagende dame, han nogensinde havde mødt og dertil en samtalepartner uden lige. Deres åndfulde samtale den ene aften blev til fremtidig inspiration for Grundtvig.

Grundtvig var indtil dette møde med det åbne og bevægede britiske samfundsliv stor tilhænger af det danske faderlige enevælde. Mødet gjorde ham nu tanker om en dansk folkeoplysning og en reform af statsstyret i Danmark. Han ville have det brede folk uddannet på en folkehøjskole - et nationalt universitet, hvor man skulle undervise på modersmålet uden eksaminer og grader. Om denne "skole for livet" skrev han i årene 1836-47 fem små skrifter, der suppleredes af sange og digte. Fra og med 1835 arbejdede Grundtvig på en altomfattende salmedigtning med økonomisk støtte fra præstevenner. Første udgivelse var "Sang-værk til den danske Kirke". Trods at 33 teologiske doktorer samme år blev tildelt ordener på universitetet fik Grundtvig heller ingen denne gang.

I 1837 blev Grundtvig fritaget for censur og han fik lov at holde 51 foredrag om dansk historie set i europæisk perspektiv. Halvtredsåret for stavnsbåndets løsning betød et vendepunkt for Grundtvig i hans offentlige anseelse. (Talerne udkom posthumt som "mands Minde") Der blev nu lyttet til hans synspunkter både på historien og på samfundet. En folkelig foredragsforening blev stiftet, og her var Grundtvig formand, indtil han i 1849 kom i folketinget. I juni 1839 blev Grundtvig præst i Vartov Hospital, - her var han ansat indtil sin død. Han oparbejdede en stabil menighed med det resultat, at han endte som en københavnsk kultfigur.

Med kongeskiftet til Chr. d. 4. fik Grundtvig øget status ved hoffet, især fordi dronning Caroline Amalie var ham sympatisk stemt, (måske forelsket!) Ved kongeparrets sølvbryllup fik Grundtvig sin første og eneste dekoration nemlig ridderkorset. Han fik igen mulighed for at rejse til England og blive inspireret. Han holdt nu foredrag om ligheder imellem den nordiske og græske mytologi, hvilket var nye toner for de lærde.

I 1844 plagedes Grundtvig på ny af en slags sindssyge, han blev plejet af datteren Meta, Grundtvigs øjesten. Senere på året holdt han dog en tale ved de nationalliberales folkemøde på Skamlingsbanken, hvor han angreb helstaten. Han forargede det danske kongehus, og blev herefter lagt på is af Caroline Amalie. (I hvert fald nogle måneder!) Talen udløste oprettelsen af den første danske folkehøjskole, 7. november 1844, i det nordslesvigske Rødding. Efter sin 60 års fødselsdag følte Grundtvig, at han var kørt fast arbejdsmæssigt. Han var medlem af en salmebogskomite, som opløstes, hans ambitiøse verdenshistorieskrivning gik i stå under omtalen af det 17. århundrede. Hans ide med at lave en realhøjskole ved Sorø Akademi som en modvægt til Københavns universitet, kuldsejlede, da kongen døde, som ellers efter lange drøftelser havde givet tilladelse.

I lejligheden på hjørnet af Vimmelskaftet og Knabrostræde kæmpede de voksne sønner for at blive fri af den faderlige dominans. Meta blev gift med en af Grundtvigs beundrere, P.O.Boisen. I disse år skete, at Lise og Grundtvig gled åndeligt mere og mere fra hinanden. I september 1845 traf Grundtvig en velhavende og en religiøst vågen enkefrue, Marie Toft (1813-1854) fra gammel Køgegård. Grundtvig var igen kommet i sit es, og kæmpede stadigt imod enevælden. Han udgav "Danskeren", et ugeblad, hvor han bekæmpede den militære, politiske og åndelige tyskhed, som truede med at brede sig ind i Danmark. Nogen overbevist demokrat var Grundtvig ikke: "Den demokratiske Higen". Han foretrak langt den enkeltes frihed i samfundet.

Efter lang tids svagelighed døde Lise Blicher i 1851 fulgt til graven af et mindedigt af Ingemann - Grundtvig forblev tavs. Ni måneder efter sin hustrus død giftede Grundtvig sig med Marie Toft til stor forargelse i København og blandt Grundtvigs tilhængere.

I 1853 blev Grundtvig formand i en nystiftet folkelig forening, Den danske Forening, som skulle bekæmpe det danske folks og sprogs arrigste fjender, nemlig ud ad til tyskerne og ind ad til splidagtigheden. Ved den første store enige folkefest for juni-grundloven samme år talte for 15000 begejstrede mennesker. Her efter indtraf det tredie anfald af sindssyge, men det gav ham ikke yderligere men. Han opholdt sig i denne tid hos Marie Toft på Rønnebæksholm gods ved Næstved. Han prædikede samtidig regelret hver anden uge på Vartov. Som 70 årig fik Grundtvig et gavebrev til en folkehøjskole, som skulle bære hans navn - senere Grundtvigs Højskole eller i dag Frederiksborg Højskole.

Marie Toft og Grundtvig fik tilsammen en søn, Frederik Lange, og kort tid efter han blev født, døde Marie Toft til stor sorg for Grundtvig. Han ældedes, men kom dog på banen igen med alle sine gøremål, og i 1858 giftede han sig for tredie og sidste gang med enkefruen komtesse Asta Adelheid Reedtz (født Krag- Juel- Vind- Friis), der var 43 år yngre end Grundtvig. Sammen fik de datteren Asta. I et digt til sin tredie hustru fra bryllupsåret beskriver Grundtvig sine tre ægtefæller: "Lise var søsterlig, en sødt duftende viol i en idyl, Marie var moderlig, en ædelsten i en romantik, og Asta er datterlig, en fe i et eventyr, hvor ungdom og ælde leger skjul og roser udspringer på sne". ("Til min Asta")

Danmark tabte krigen i 1864, og Grundtvigs ønske om et Danmark til Ejderen var gået tabt, trods det, at han havde stiftet foreningen Dannevirke, en alliance af bondevenner og nationalliberale godsejere. Danmark måtte afstå hertugdømmerne Slesvig, Holstein og Lauenburg. Ejderpolitikken var tilintetgjort, og kongeriget Danmark var blevet en meget lille men til gengæld ren nationalstat i Europa.

Grundtvigs helbred forværredes i årene efter, synet svækkedes, sår på benene ville ikke læges. Grundtvigs nationalpolitiske synspunkter var fra nu af, at hvad der frivilligt ville være dansk, var det også virkeligt, alle disse kræfter skulle forenes i et folkeliv.

Sin sidste prædiken holder Grundtvig i Vartov d. 1. september 1872, han døde stille dagen efter i sin lænestol, uden egentlig sygdom. Han blev bisat fra Vor Frelser Kirke i København d. 11. september, hvorefter kisten blev kørt til Køge og anbragt ved siden af Marie Tofts i det private gravkammer på Køge Ås.

 

Friskolen i Lemming - Lene og Ole Kamp- skoleledere | Lemming bygade 2a, 8632 Lemming  | Tlf.: 8685 9333 | friskolenilemming@gmail.com