Friskolen i Lemming

Friskolens værdier:

Friskolen i Lemming er en grundtvig-koldsk friskole. Den er en del af en 150-årig gammel tradition. N.F.S. Grundtvig og Christen Kold startede i midten af 1800-tallet en bevægelse, der resulterede i, at det daværende samfund igennem forståelsen af fællesskabets kraft skabte højskoler, friskoler, forsamlingshuse, andelsselskaber, brugsforeninger m.m. Friskolen i Lemming er bygget i denne ånd. En friskole er oprettet af og drives af forældre, hvorved den adskiller sig fra folkeskolen, der drives af kommunen.

Morgensangen:

Vi starter dagen med morgensang. For at skabe sammenhængsfølelse har vi fortælling, hvor børnene bliver fortalt ind i fællesskabet, historien og poesien. Fortællingen skal give børnene en forståelse af deres egen historie og andre landes kulturer. I takt med den øgede globalisering får børn af i dag hele verden som deres arbejdsplads. Historie, sang og fortælling giver børnene et ståsted i livet.

Frihed til forskellighed:

Vi prioriterer meget højt, at der er ”frihed til forskellighed”. Børn er ingen masse, men hver især en ener, som skal lære at indgå i fællesskabet og lære fællesskabets kraft at kende. Dette resulterer også i, at der i hver gruppe bliver undervist på flere niveauer. På friskolen bliver der undervist samvittighedsfuldt i dansk, i stavning, i matematik, i fremmedsprog osv. Fagligt står vi fuldstændig mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Børnene skal anvende computer og blandt andet ved hjælp af den lære at prioritere i mylderet af informationer.

Den gode lærer:

Det er bl.a. i mødet med den gode lærer, at barnet dannes og finder sin selvtillid. Børnene skal lære indlevelse, hvis fællesskabet skal fungere. Indlevelsesevnen er afgørende for at begå sig i en ny, stor, åben verden og i fællesskabet med familien, kammeraterne og lærerne. Det er – her på stedet – ikke kun lærerens opgave. Børnene skal lære, at det mangfoldige kan være en fordel for fællesskabet.

Menneskesynet:

Den grundtvig-koldske friskole bygger på et menneskesyn, hvis vigtigste opgave er at erobre barndommen tilbage. Barndommen er ikke en forberedelsestid til voksenlivet. Barndommen er noget i sig selv.

Glade børn lærer bedst:

Friskolen er mere end undervisning, den er udvikling af følelser og oplevelse af kammeratskab. Vi mener, at glade børn lærer bedst, og ved at skabe et godt og trygt læringsmiljø er det vores erfaring, at undervisningen og samværet er med til at styrke børnenes selvværd. Netop selvtillid og selvværd er medvirkende til at skabe ressourcestærke mennesker. Vi har en friskole, hvis grundlag hviler på mere end blot pædagogik, den har sit grundlag i et syn på, hvad det vil sige at være menneske.

Værdigrundlag:

Skolens formål, målsætning og værdigrundlag

Friskolen i Lemming er en forældredrevet friskole, som tilbyder undervisning fra børnehaveklasse til og med 8. klasse,

Skolen skal i tæt samarbejde med børnene og deres familier skabe et trygt og udviklende bindeled for det enkelte barn i dets vej fra det lille fællesskab i familien til det større fællesskab i skolen og samfundet.

Skolen arbejder på dette formål i traditionen efter Grundtvig og Kold, hvor den enkeltes evner og anlæg søges udfoldet i et forpligtende fællesskab.