Friskolens formål og værdier

Glade Børn lærer bedst:

Friskolens mål og værdier står mål med formålsparagraffen for folkeskolen, der ligeværdigt markerer betydningen af; faglig udvikling, musisk/kreativ udvikling og demokratisk dannelse.
  • Skolen giver i samarbejde med forældre eleverne kundskaber og færdigheder, der forbereder børnene til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere.
  • Skolen udvikler arbejdsmetoder og skaber rammer for oplevelser, fordybelse og virkelyst, så børnene udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.
  • Skolen forbereder børnene til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke er derfor præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.
(Folkeskoleloven §1 stk 1, 2 og 3, §2 stk 3)
På Friskolen i Lemming har vi et skoletilbud, hvor den enkeltes frihed og deltagernes ligeværdighed er centrale omdrejningspunkter. Friskolens rødder i det Grundtvig-koldske betyder, at vi i vores hverdag har fokus på at børnene lærer at indgå i et forpligtende fællesskab, hvor alle skal tage ansvar for sit eget liv og for hinanden.
Det er centralt for os, at friskolebørnene udvikler sig som hele mennesker gennem sunde kammeratskaber, et ligeværdigt og respektfuldt forhold til skolens ansatte og gennem samtaler om det almenmenneskelige. Når vi siger farvel til et friskolebarn på Friskolen i Lemming, er det vores mål, at barnet har opnået en almen dannelse, der gør det i stand til at indgå som en reflekteret og bidragende samfundsborger, der har øje for sine medmennesker.
Friskolens tilgang til udvikling og læring er, at glade børn lærer bedst. Børnenes trivsel er afgørende for os. Friskolen har helt unikke muligheder for at sikre denne trivsel.
Det har vi fordi:
  • Vi tilbyder små klasser med et trygt læringsmiljø. Vi har to samlæste årgange, der i de større klasser giver en klassekvotient på omkring 20 børn.
  • Vi har høj normering af voksne som alle kender hvert et barn på skolen.
  • Vi har overskuelige rammer, hvor alle børnene kender hinanden – leger og samarbejder på tværs af årgange.

Friskolens børnesyn

Friskolens børnesyn formulerer en fælles forståelse for, hvordan vi anskuer børn og giver dermed også et fælles grundlag for, hvordan vi arbejder og samarbejder med børn. Vi mener, at selvværd er en forudsætning for at være glad. Opbygning og vedligehold af børnenes selvværd er af høj prioritet for os.
Friskolen i Lemming forstår børn som kompetente agenter i eget liv. Denne tilgang betyder, at skolen i den pædagogiske hverdag fokuserer på respektfuld og ligeværdig kommunikation samt en optagethed af at se, høre og forstå barnet bag om dets adfærd. Friskolens børnesyn tager udgangspunkt i FN’s børnekonvention og ses helt konkret gennem en kontinuerlig opmærksomhed på børneinddragelse.

Grundtvig-koldsk Friskole:

Grundtvig-koldsk Friskole:

Friskolen i Lemming er en Grundtvig-koldsk friskole. Den er en del af en 150-årig gammel tradition. N.F.S. Grundtvig og Christen Kold startede i midten af 1800-tallet en sand kulturrevolution, der resulterede i, at det daværende bondesamfund igennem forståelsen af fællesskabets kraft skabte : Højskoler, friskoler, forsamlingshuse, andelsselskaber, brugsforeninger m.m. Den grundtvigske kultur er faktisk en indgroet del af det danske samfund. Friskolen i Lemming er skabt i den samme kulturånd. Forældrene har bygget og driver i fællesskab en skole, der giver deres børn alternative muligheder i forhold til folkeskolen.

Her nærmere beskrevet og redigeret af skolepolitisk udvalg for Grundtvigs Forum: